Nej til chatkontrol

Lad mig slå en ting fast, for at der ikke opstår tvivl: Det er et prisværdigt, at politikerne ønsker at beskytte børn og unge overfor seksuelt misbrug online. Internettet er et arnested for mange forskellige gode og dårlige ting, herunder blandt andet også for børneporno og møder med voksne mennesker, der ønsker at misbruge og chikanere børn og unge seksuelt. Skal der gøres noget ved det? Ja.

Skal det gøres ved fuldstændigt at afskaffe enhver privat kommunikation på nettet og ved potentielt at scanne vores videoer, billeder og beskeder uden mistanke? Svaret skal være et klart nej.

Det er der tre grunde til.

Lad mig for det første gentage en meget vigtige detalje i forslaget: Overvågningen sker uden mistanke.

Det er et hjørnesten i vores retssamfund, at politiet ikke må overvåge dig eller ransage din bolig, medmindre politiet har en legitim grund til at gå ind i dit hjem eller overvåge dig. Som udgangspunkt  skal politiet have en dommerkendelse med sig. Boligen er ukrænkelig, som det hedder i grundloven.

I Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er det desuden slået fast, at ”Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance”.

Chatkontrol-lovforslaget undergraver således en af vores mest fundamentale rettigheder i vores demokratiske retsstat, nemlig retten til privatliv, som både er beskyttet af vores forfatning og menneskerettighedskonventionen.

Det er ikke bare en hvilken som helst rettighed. At borgere ikke bare kan overvåges eller ransages uden mistanke, er en fundamental rettighed, der skal beskytte borgere mod illegitime overgreb fra regeringer og myndigheder. Retten skal sikre, at borgerne i et demokratisk samfund kan deltage kritisk i den offentlige debat og i den politiske opposition, uden at man skal frygte vold og overvågning fra staten og politiet. Muligheden for at gøre modstand er afgørende for demokratiets overlevelse.

Det samme gælder retten til privat kommunikation. Når al kommunikation kan scannes for børnepornografisk indhold, så kan den også scannes for andet. Det handler bare om at justere en smule i den bagvedliggende scanningsalgoritme. Man tør ikke forestille sig værktøjet i hænderne på en autokratisk regering. Og vi ser netop nu i USA, hvor hurtigt og galt det kan gå. Med andre ord: Det er set før, at demokratier lige pludselig afskaffes – og så ender chatkontrolværktøjet i hænderne af autokratiske og totalitære regeringer og bliver til et enormt magtfuld værktøj til at forfølge kritikere og enhver, der ikke lige passer ind i regeringens dagsorden eller verdensbillede.

De midler, som forslaget tyr til, er fuldstændig ud af proportioner i forhold til det mål, som forslaget har. Igen: Vi skal beskytte børne og unge, men uden at sætte demokratiske rettigheder ud af drift.

For det andet, så åbner forslaget faktisk dørene for, at ikke bare staten, men også alverdens kriminelle kan læse med.

Legale chattjenester ville være tvunget til at implementere den europæiske scanning direkte, eller til at åbne deres kryptering således, at scanningstjenesten får adgang til alle beskeder, billeder, talebeskeder, videoer og så videre, som sendes via chattjenesten. Det kan være din Messenger, Signal, Whatsapp, Instagram…

Dette er de facto afslutningen på krypteret og dermed privat kommunikation.

Teknisk set betyder det også, at der er mulighed for, at alle andre teknisk kyndige kan læse med. For hvis der er en bagdør i krypteringen, så kan alle andre end staten også finde den. Man lærer det på første semester, når man læser IT-sikkerhed: Security by obscurity (Sikkerhed igennem hemmelighed) virker aldrig, men skaber tværtimod en falsk følelse af sikkerhed. Og her bliver det først rigtig interessant i forhold til det ædle formål om at beskytte børn: Fordi denne bagdør giver kriminelle forhandlere af børneporno potentiel adgang til alle vores private billeder af børn. Og så giver den i øvrigt også alle mulige andre kriminelle adgang til den samme data.

Selv dem af os, som måtte stole på den statslige screening af alle vores beskeder, må nu spørge sig selv: Vil vi acceptere den risiko, at kriminelle får adgang til vores intime billeder, videoer, lydfiler m.v.?

Nok ikke.

For det tredje, så flytter forslaget sandsynligvis bare problemet. Forslaget vil med stor sandsynlighed føre til, at handlen med børneporno og så videre vil forlade de legale (ikke-længere krypterede) platforme og flytte over på illegale, krypterede platforme. Det kan være, at det ikke gælder alle, og at man kan fange et par fisk, men de store, nærmest industrielle børnepornoforhandlere vil med sikkerhed flytte over på the dark web, hvis ikke de allerede er der.

Hvis algoritmerne desuden ender med at identificere en masse almindelige og uskyldige børnebilleder som misbrugsmateriale, ender det med fuldstændig overbelastning af efterforskningsmyndigheder, der ikke har kapacitet til at gå målrettet efter de ægte gerningspersoner.

Denne pointe er så åbenlys, at man får lyst til konspiratorisk spørge sig selv, om det egentlig virkelig er meningen med forslaget at beskytte børn, eller om forslaget er en gigantisk trojansk hest rettet mod basale demokratiske rettigheder.

Hvis vores regeringer for alvor vil beskytte børn og tage et opgør mod f.eks. børneporno, så er der mange greb i værktøjskassen: Forebyggende og behandlende indsatser mod pædofili, målrettede indsatser mod kriminelle hjemmesider og tjenester, oplysningskampagner til forældre om at være meget påpasselig med børnebilleder online. Listen er lang. Chatkontrol bør ikke være en del af den.

Det er svært at argumentere for, at noget skal vægte højere end beskyttelsen af børn og unge – især som Dataetisk Ungeråd. Men det er meget tvivlsomt, at forslaget faktisk kan indfri dette mål. Og selv hvis det kan: Det må aldrig retfærdiggøre, at basale demokratiske rettigheder sættes til side, og at vores demokrati sættes på spil. Det gælder især i denne tid, hvor det bliver mere og mere åbenlyst for os alle sammen, hvor skrøbelig vores samfundsmodel er. 

Vi skal passe på børnene. Det gør vi også, når vi passer på demokratiet.